Der blev pustet og prustet i små rør, da Vejle Kommunes Sundhedsafdeling torsdag den 19.01 havde taget opstilling ved Bilka.
Flere end 100 rygende og ex-rygende vejlensere lagde vejen forbi til en snak med de sundhedsfaglige medarbejdere, og mange af dem var modige nok til at lade komme an på en prøve, hvor meget cigaretterne havde skadet deres lungefunktion. Det foregik ved en pusteprøve i Sundhedsbussen, som var parkeret udenfor butikken. En tredjedel af de undersøgte havde nedsat lungefunktion uden de selv vidste det.
”Erfaringen viser os, at de fleste rygere først går til lægen og får undersøgt deres lungefunktion, når det står meget slemt til. Men når de bare lige kan kigge ind og få lavet undersøgelsen hos os, er det lettere at tage sig sammen. Og jo før folk opdager, at de har eller er ved at udvikle KOL, jo bedre kan vi hjælpe dem,” forklarer KOL-sygeplejerske Camilla Johansen, som stod for prøverne i Sundhedsbussen.
Bussen var i lighed med standen inde i butikken i dagens anledning sprængfyldt med materiale om KOL og rygestop.
Mange vil gerne stoppe
Inde i forretningen stod rygestopinstruktører klar til en snak med de rygere, som ikke havde alt for travlt med at komme ud og tænde en smøg.
Én af dem var Henning Lykkebo, som gennem de seneste uger havde skåret så drastisk ned på sit røgforbrug, at han faktisk betragtede sig selv som ex-ryger.
”Jeg har seks børnebørn og én til på vej, som jeg jo ikke kan sidde og ryge op i hovedet. Og så har jeg lige købt ny bil, som der i hvert fald ikke skal ryges i. De ting har været med til at motivere mig for, at nu skal det bare være slut,” fortalte han Sundhedsafdelingens medarbejdere.
Og han var bestemt ikke den eneste med gåpåmod, fortæller rygestopinstruktør Tina Kreutzer, som var med til arrangementet.
”Vi får mange positive tilkendegivelser fra folk, som enten er stoppet med at ryge eller virkelig gerne vil. De fleste rygere går rundt med en generel utryghed over, om deres krop nu kan blive ved med at holde til røgen. Og heldigvis er der masser af hjælp at hente, når man vil stoppe” siger hun.
Vejle Kommune starter netop i disse dage flere nye gratis rygestophold. Læs mere på www.vejle.dk/sundhed
Kontaktperson
Camilla Johansen
Sygeplejerske
Sundhedscenter Vejle
Nordås 17K
7100 Vejle
Tlf. 76 81 83 50
Mobil 51 16 94 64