Bliv Sundhedsagent

Uddannelsen til Sundhedsagent trækker folk fra hele kommunen til Løget, og nu starter et nyt hold op. Uddannelsen henvender sig til frivillige der gerne vil have viden om sundhed og redskaber til at hjælpe andre til at leve sundere. Det nye forløb begynder den 20. februar 2012, og det varer til juni 2012.

Ideen med Sundhedsagentuddannelsen er at sætte gang i spændende aktiviteter, der fremmer sundheden i lokalområdet Løget og andre boligområder. Som Sundhedsagent vælger du at arbejde med en aktivitet, som du brænder for. Tidligere Sundhedsagenter har for eksempel gennemført aktiviteter som Lysfest, Familiedag, Lektiecafé, boldspil for unge, etablering af gå-ruter og løbeklub for kvinder.

Det kommende kursus, der gennemføres, er det tredje i rækken, og uddannelsen er blevet et tilløbsstykke, der har fået folk fra hele Vejle Kommune til at søge til Løget. Deltagerne på holdet er en blandet flok med både mænd, kvinder, unge, ældre og mange forskellige nationaliteter.

Agenterne har forskellig motivation for at deltage på uddannelsen. Uddannelsen er for alle, og det kræver ingen forudsætninger at blive Sundhedsagent ud over et godt hjerte, et godt humør og lysten til at arbejde mere med sundhed. Og det har Sundhedsagenterne! De vil lære noget nyt og lære noget mere om sundhed. De vil også være med til at fortælle andre om sundhed. Nogle udfører i forvejen frivilligt arbejde, mens det for andre er noget helt nyt. Flere af Sundhedsagenterne bruger uddannelsen som en afklaring i forhold til videre uddannelse og job, ligesom nogle også bruger den til at forbedre deres danskkundskaber.

På uddannelsen bliver kursisterne klædt godt på til rollen som Sundhedsagent. Der er undervisning i forskellige emner inden for sundhed, som suppleres med undervisning om samarbejde, kommunikation og pædagogik. Der vil være mulighed for at afslutte uddannelsen med en eksamen fra VUC.

Uddannelsen tilbydes i et samarbejde mellem Hjerterum, der er et sundhedsprojekt i Løget, Sundhedsafdelingen i Vejle Kommune, VUC Vejle og University College Lillebælt. Det er gratis at blive Sundhedsagent. Kurset foregår på mandage kl. 16.00-18.15 i Hjerterum, Grønnedalen 18A. Der er informationsmøde om uddannelsen torsdag den 2. februar kl. 16.00-18.30 i Hjerterum, Grønnedalen 18A. Du kan læse mere på www.loegetby.dk under ”Hjerterum”.
Denne side er sidst opdateret: 17.01.2012