Årets rummelige virksomhed og årets mentor 2011 er kåret

Prisvinderne er blevet udpeget af en dommerkomité med formanden for LBR Christa Laursen i spidsen

JESMA Vejeteknik A/S blev kåret som årets rummelige virksomhed i Vejle kommune, og Susanna Margrethe Jensen, Plejecenter Sandbjerg i Thyregod blev årets mentor.

De to priser blev overrakt mandag den 30. januar af borgmester Arne Sigtenbjerggaard og formanden for Jobudvalget og LBR Christa Laursen ved et arrangement i Østtårnet på Jokri Park. Det Lokale Beskæftigelsesråd (LBR) i Vejle står bag uddelingen. Det er første gang, at de to priser uddeles, men formanden for LBR Christa Laursen forventer, at det vil blive en årlig tilbagevendende begivenhed. Udover et diplom til de to prisvindere fulgte en check på kr. 15.000 til JESMA Vejeteknik og kr. 10.000 til Susanna M. Jensen.

I begrundelsen for at udpege JESMA Vejeteknik A/S som årets rummelige virksomhed hedder det bl.a.: ”De har i de seneste 10 år arbejdet med at gøre deres arbejdsplads rummelig således, at også mennesker med forskellige begrænsninger i arbejdsevnen har kunnet få job i virksomheden. Virksomheden – som har 25-30 medarbejdere - har en bevidst holdning til det at være rummelig. Rummeligheden er med til at forøge værdien i virksomheden – den er med til, at de ansatte tænker mere humanistisk, og det giver en virksomhed af vores slags nogle ekstra kvaliteter og styrker, siger virksomheden selv.

Årets rummelige virksomhed 2011

AMO
borgmester Arne Sigtenbjerggaard, JESMA Vejeteknik A/S, Palle Serup og Bent Iversen

I begrundelsen for at udpege Susanna Margrethe Jensen til årets mentor hedder det bl.a.:
”Årets mentor har en positiv og motiverende måde at være mentor på. Vedkommende har fungeret som mentor gennem flere år for en lang række af praktikanter. Engagementet som mentor går langt ud over det rent arbejdsmæssige, idet mentoren også engagerer sig i praktikanternes personlige forhold og giver dem støtte og hjælp, når det er nødvendigt. Via den indsats har flere af mentorens praktikanter fået styr på deres private og personlige sfære og er kommet i gang med et uddannelsesforløb. For denne mentor er det ikke en opgave at være mentor, men en livsstil. Derfor falder opgaven også så naturligt for hende.”

Årets mentor 2011

AMO
LBR formand Christa Laursen og Susanna Margrethe Jensen

Prisvinderne er blevet udpeget af en dommerkomité med formanden for LBR Christa Laursen i spidsen.
”Det var en vanskelig opgave at udpege vinderne blandt de mange gode kandidater,” siger Christa Laursen,
”men jeg håber, at alle kandidaterne betragter sig som vindere.

Bare det at blive indstillet viser, at de har gjort en ekstraordinær indsats for at gøre virksomheden socialt rummelig – det gælder både for virksomhedskandidaterne og for mentorkandidaterne. Vi håber i LBR, at vi med denne prisuddeling kan inspirere endnu flere virksomheder og medarbejdere på arbejdspladsen til at arbejde med den sociale rummelighed, så mennesker med forskellige barrierer får en chance for at komme ind på arbejdsmarkedet. Forhåbentligt afspejles det gennem endnu flere velkvalificerede kandidater, når vi skal uddele priserne igen til næste år,” slutter Christa Laursen.

Kontaktoplysninger
Christa Laursen, Formand for LBR Vejle, tlf. 22 18 70 00, e-mail chrla@vejle.dk Bent Iversen, Projektkonsulent Jobcenter Vejle, tlf. 76 81 63 33 e-mail beniv@vejle.dk

Denne side er sidst opdateret: 01.02.2012

Dommerkomité

- Formand for LBR (formand for dommerkomitéen)
- Formanden for Handicaprådet
- Formanden for Integrationsrådet
- En repræsentant fra DA
- En repræsentant fra LO
- Chefredaktøren for VAF
- Jobcenterchefen
- Erhvervschefen

Kandidaterne til årets rummelige virksomhed

  • Plejecenter Sandbjerg, Gl. Sejrupvej 2, Thyregod, 7323 Give
  • Jesma Vejeteknik, Helsingørvej, Vejle
  • Restaurant Skyttehuset, Tirsbæk Strandvej 2, Vejle
  • Fri Cykler Vejle, Vedelsgade 107, Vejle
  • Rema 1000, Skolegade, Vejle

Kandidaterne til årets mentor

  • Karen Marie Ravn, Giveegnens Museum
  • Kim Bøgh, Universal Transport, Vejle
  • Gitte Larsen, Rema 1000, Børkop
  • Søren Riis, Skyttehuset, Vejle
  • Susanna Margrethe Jensen, Plejecenter Sandbjerg, Thyregod.
  • Majbritt Madsen, Torvehallerne, køkkenet, Vejle