Vejles chef for Uddannelse & Læring går på pension

Anette Jensen har efter knap 17 år som chef for Uddannelse & Læring meddelt, at hun ønsker at gå på pension med udgangen af april 2017.

- Jeg har over tid overvejet det rigtige tidspunkt at gå på pension, og det kommer nok aldrig, for der er altid et projekt, der skal i hus og noget nyt, der er på vej, siger Anette Jensen, chef for Uddannelse & Læring, der nu siger farvel til Vejle Kommune.

- I april bliver jeg 62 år og med mange andre projekter i skuffen og en stor familie forekommer tidspunktet at være nu. Vejle Kommune har fantastiske skoler og institutioner med dygtige ledere og medarbejdere, der alle arbejder med at skabe optimale lærings- og udviklingsbetingelser for dem, det hele handler om – vore børn og unge.

- Og jeg ser med glæde tilbage på alt det, jeg har fået lov til at være en del af og stå i spidsen for. Og Vejle Kommune er en meget innovativ, veldrevet kommune med højt til loftet. Det øger lysten til at yde og give noget ekstra, understreger Anette Jensen.

Uddannelse & Lærings hovedopgave er skolerne, men området har også ansvaret for f.eks. sprogundervisning og specialundervisning for voksne. Med et budget på ca. 1 mia. kr. og op mod 2000 ansatte er det et af kommunens største chefområder.

Tydelige fingeraftryk på skolen
- Anette Jensen har sat sine tydelige fingeraftryk på skolevæsenets udvikling i Vejle, og hun vil efterlade sig et skolevæsen i god form, udtaler børne- og ungedirektør Claus Svold.

- Inden for de seneste år har skolevæsnet vundet den fællesoffentlige digitaliseringspris og Danske Skoleelevers pris som den mest elevvenlige kommune. De nationale trivselsmålinger placerede sidst Vejle som nummer 2 i landet, og de seneste års fokus på et fagligt løft har båret frugt.

- Langt de fleste af vores skoler løfter nu karaktergennemsnittet mere end forventet. Med Anettes udmelding allerede nu får vi tid til at sikre en god overlevering og komme i gang med at rekruttere en ny chef for dette meget vigtige område, siger Claus Svold.

17 fantastiske år
- Jeg havde egentlig ikke troet, at jeg skulle blive så længe i Vejle. Men der har hele tiden været nye udfordringer og spændende opgaver. Det er i hvert tilfælde blevet til 17 spændende og fantastiske år med det vigtigste arbejde af alle – børn og unges læring, fortæller Anette Jensen.

- Så nu vil jeg glæde mig til at kunne bruge lidt mere tid på mig egen børnerige familie, der tæller 7 børnebørn i alderen 1 ½ år til 12 år. Jeg vil nyde ikke at skulle planlægge en bedstemordag i skole eller børnehave flere måneder i forvejen.
Denne side er sidst opdateret: 08.02.2017

Chef for Uddannelse og Læring forlader Vejle

anette jensen
Anette Jensen går på pension med udgangen af april