- Jeg er meget glad for, at Vejle Kommune nu endelig har fået ansat en borgerguide, fortæller borgmester Arne Sigtenbjerggaard. Den første, vi havde udpeget, blev jo headhuntet til en anden kommune. Vi er landets 6. største kommune, og det betyder, at det er en stor organisation, som det kan være svært at finde rundt i.
- Derfor skal borgerguiden være en hjælp både for borgerne og for vores ansatte. Vi skal undgå, at borgerne bliver stillet rundt mellem afdelinger, og at medarbejderne bruger tid på at undersøge henvendelser, som hører hjemme et helt andet sted i organisationen.
- Målet er at skabe større gennemsigtighed og åbenhed i den kommunale organisation og øge borgernes tilfredshed, understreger borgmesteren.
Nanja Søbakke Kreutz er 39 år, jurist og har otte års erfaring fra to private virksomheder – Siemens Wind Power A/S og Gumlink A/S og fra Miljøministeriet. Hun er ny i Vejle Kommune, men har lige fået et par måneders introduktion, inden hun kaster sig ud i jobbet som borgerguide.
- Det har været vigtigt for mig at få et godt kendskab til kommunen og et godt netværk i de forskellige forvaltningen, inden jeg kaster mig over denne spændende opgave som borgerguide, siger Nanja Søbakke Kreutz, der også var med til at afvikle folketingsvalget. Nu glæder jeg mig til at komme i gang med opgaven og se, hvad det er for spørgsmål, borgerne har til mig.
Hurtig kontakt
Borgerguiden skal vejlede borgere og virksomheder, der f.eks. har brug for hjælp til at finde den rigtige afdeling eller institution. Det er hendes opgave at skabe hurtig kontakt mellem borgeren og den relevante sagsbehandler.
Borgerguiden kan også forklare arbejdsgange og procedurer. Hvis man f.eks. har modtaget et brev fra kommunen, som man har svært ved at forstå, kan hun også forklare indholdet af breve og afgørelser. Hun skal også sikre, at borgeren får relevant hjælp til at formulere f.eks. ansøgninger til kommunen.
Ingen ombudsmand
Vejle Kommunes borgerguide er ikke en ny form for klageinstans, og hun skal ikke fungere som ”advokat eller ombudsmand” for borgerne. Hun kan ikke behandle klager over hverken afgørelser eller sagsbehandling. Det er der andre instanser til, f.eks. det sociale ankenævn. Men hun kan fortælle, hvordan man klager over en afgørelse, og hun kan sikre, at klagen bliver behandlet det rigtige sted i kommunen.
Borgerguiden kan også henvise til den rigtige myndighed, hvis opgaven ikke hører hjemme i kommunen men f.eks. i staten eller regionen.
Eget telefonnummer
Der er mange måder, man kan komme i kontakt med borgerguiden på. Hun har fået sit eget tlf. nr. 76 81 09 99. Men man kan selvfølgelig også få kontakt med hende via kommunens omstilling.
Man kan også sende en e-mail til hende på adressen borgerguide@vejle.dk eller skrive til hende på adressen: Vejle Kommune, Borgerguiden, Skolegade 1, 7100 Vejle.
Borgerguidens telefon- og åbningstid er mandag-onsdag kl. 12-14, torsdag kl. 12-15 og fredag kl. 12-13.
I det tidsrum kan man også kontakte Nanja personligt i Administrationsbygningen i Skolegade 1, 3. sal.